Tårnfalken er en rovfugl. Dens yndlingsbyttedyr er mus og har udviklet en meget speciel teknik til at fange mus. Til det ”muser” den. For at forstå teknikken, skal man først forstå byttedyrene.
Som de fleste andre rovfugle, så går tårnfalken efter mindre gnavere som byttedyr. Her ser vi naturens udvikling og Darwins teorier udfolde sig i virkeligheden.
De små gnavere er lidt specielle. Mus og rotter har ingen blære. Der er også derfor, at bl.a. rotter er så farlige. Deres urin samles ikke ét sted, men er rundt spredt med deres bevægelser – og derfor kan sygdomme hurtigere sprede sig. Du kan læse mere om det i Miljøstyrelsens folder om rotters smitterisiko.
Mus og rotter går derfor og ”sjatpisser” hele tiden. Denne urin kan ikke ses med det blotte øje, men indeholder stoffer, som reagerer på ultraviolet lys.
Ved at lyse med ultraviolet lys vil man derfor kunne se, hvor mus og rotter har bevæget sig. Netop denne evne har tårnfalken udviklet. At kunne se ”ultraviolet”.
Tårnfalken har en evne til at få dens krop og hoved til at stå næsten helt stille i luften. Dens vinger flapper naturligvis voldsomt for, at den kan holde sig oppe. Men resten ser ud til næsten at stå stille. Det hedder at muse. Det er ofte disse små fugle, som man ser ved veje, hængende næsten stille i luften.
Evnen til at se ultraviolet, bruger tårnfalken, imens den ”muser”. Den skal således kun finde en ultraviolet sti (af urin) og kan derefter finde et bytte. Populært kan man sige, at hvis tårnfalken ser en ultraviolet tissesti, så vil der være et byttedyr i en af enderne.
I nedenstående video kan du se, hvordan en tårnfalk muser og også, hvordan den dykker efter byttedyr, når tissestien er lokaliseret og den har set et byttedyr for enden af tissestien.